Golfdiscs: Hvilken frisbee skal jeg vælge til discgolf?

11 minutters læsning

Der findes rigtig mange forskellige discs til discgolf. Her får du en guide til at vælge den rigtige golfdisc, når du gerne vil i gang med at spille discgolf.
På denne side

Når du leder efter en golfdisc til discgolf, så er der rigtig mange muligheder. Her får du nogle tips til at vælge den rigtige disc, når du gerne vil i gang med at spille discgolf.

Du har brug for en golfdisc, hvis du gerne vil spille discgolf. Hvis du ikke ved, hvad discgolf er, så kan du tjekke vores guide til discgolf.

Der er så mange forskellige mærker, typer og farver af golfdiscs på markedet. Det kan være vanskeligt at finde ud af, hvilken golfdisc, der netop passer til dig.

Når du først har fået styr på, hvilken type frisbee til discgolf, du gerne vil have, så skal du også bestemme dig for plastiktypen, farven og flyveegenskaberne. Måske skal du også overveje, hvilke frisbees, der passer bedst til de discgolfbaner, du har tænkt dig at spille mest.

Lad os kigge på, hvad du skal tænke på, når du vil vælge en disc til discgolf. Hvis du er begynder, så får du gode råd nederst i artiklen.

taske med golfdiscs
En meget velassorteret taske til discgolf. Du har ikke brug for så mange frisbees for at komme i gang. Du kan faktisk nøjes med 1-3 frisbees, og så kan du komme i gang med at spille.

Lær dine discs at kende

Du behøver kun en enkelt golfdisc for at komme i gang med at spille. Hvis du synes at discgolf er rigtig sjovt, så får du helt sikkert lyst til at købe lidt flere discs.

I begyndelsen kan det klart bedst betale sig at købe få forskellige discs, som du øver dig rigtig meget med, så du bliver fortrolig med, hvilke flyveegenskaber de har.

Så selvom du sikkert bliver inspireret til at købe flere forskellige golfdiscs, når du læser længere ned om alle de muligheder der er, og du begynder at kigge på de forskellige forhandleres hjemmesider, så start begrænset.

Lad os dykke ned i mulighederne med, hvilke typer discs der findes til discgolf.

Hvilke typer discs findes til discgolf?

Der findes grundlæggende tre typer af discs til discgolf. Du kan opfatte de forskellige discs lidt som de forskellige køller i almindelig golf, så de har forskellige egenskaber.

  • Putt & indspil - Til korte kast hvor du gerne skal i kurven på færrest mulige kast. Disse discs flyver ofte relativt lige.
  • Midrange - Denne type discs bruges til at kaste mellem distance, eller hvis du kun har brug for en enkelt disc.
  • Fairway drivers og Distance drivers til at kaste de rigtig lange kast og få maksimal distance. Disse discs kan være lidt sværere at styre.

Der findes utallige modeller og muligheder i alle kategorierne. Særligt for midrange, fairway og distance drivers skal du kende mere til de forskellige egenskaber og flyvebaner. Det har nemlig stor betydning for, hvordan discen skal kastes, og hvilke kast de enkelte discs egner sig til.

Lad os dykke ned i egenskaberne for frisbees til discgolf.

Golfdiscens egenskaber

Discs til discgolf er meget forskellige og flyver på forskellige måder. Det afhænger af materialetypen, udformingen, vægten, og hvordan de kastes.

Nogle golfdiscs er designet til at flyve langt, andre giver mere kontrol på korte distancer. Du kan også få discs, som af natur drejer til højre eller venstre til sidst i kastet.

Hver enkelt discs som regel flere forskellige egenskaber, så det bliver endnu mere besværligt at vælge mellem dem.

Plastiktypen har også indflydelse på en discs flyveegenskaber. En discmodel kan være lavet af forskellige typer plastik, så derfor kan en disc egenskaber variere en smule, selvom modellen hedder det samme.

Det er for det meste ikke noget producenten oplyser i de tal for flyveegenskaber, som oplyses på golfdiscen. Det er noget erfarne discgolfspillere opdager selv, når de har lavet rigtig mange kast.

Flyveegenskaber og flight ratings

De fleste golfdisc-producenter bruger fire kategorier til at karakterisere flyveegenskaberne for frisbeen. Følgende beskrivelser gælder for et højrehåndet baghåndskast.

  • Speed er et udtryk for, hvor hårdt discen skal kastes for at den får sine andre egenskaber. For begyndere som ikke kan kaste med så høj fart og spin, så er det en god ide at starte med 7-8 i speed. Et højere tal kræver nemlig også maksimalt spin, hvilket er svært at lave for begyndere. Når man kan kaste med den rette speed i forhold til discen, så bliver speed også discens evne til at skære gennem luften med maksimal fart og derfor også et udtryk for, hvor langt du kan kaste frisbeen. Det kræver øvelse og god teknik at kunne aflevere discen med høj spin, så derfor vil begynderen med høj sandsynlighed kaste længere med en disc med fx 8 i speed end en med 13.
  • Glide er discen evne til at holde sit svæv i luften. Du skal være opmærksom på, at discs med meget glide kan være svære at kontrollere i meget vind, da discens udformning tillader mere luft under discen.
  • Turn er golfdiscens evne til at gå i en højredrejet retning i starten af flyvebanen. Jo lavere tallet er, jo mere understabil er discen - og jo mere vil den i et højrehåndet baghåndskast gå mod højre i starten af svævefasen.
  • Fade er discens tendens til at dreje til venstre i slutningen af flyvebanen for et baghåndskast med højre hånd. Jo højre tallet er, jo mere vil den fade mod venstre i slutningen af svævefasen.

Du kan i følgende video få en forklaring på, hvordan de forskellige flight ratings hænger sammen.

I alle de gode forhandlere af golfdics i Danmark, så får du hurtigt overblik over tallene under beskrivelsen af de enkelte discs. Nogle discs har det endda skrevet på sig.

<img src="/generated/assets/images/blog/vaelg-golfdics-til-discgolf-essence-516-67a319be3.png" alt=""frisbee til discgolf med discens flyveegenskaber"" srcset="/generated/assets/images/blog/vaelg-golfdics-til-discgolf-essence-400-67a319be3.png 400w, /generated/assets/images/blog/vaelg-golfdics-til-discgolf-essence-516-67a319be3.png 516w">
Her kan du se flyveegenskaberne for Essence fra Discmania skrevet på selve discen.

Hvad betyder understabil og overstabil?

En disc kan være enten understabil eller overstabil. Stabiliteten er et udtryk for, hvordan discen flyver. Hvis du kun skal huske en ting fra denne guide til at vælge den rigtige disc til dit spil, så er det denne skelnen.

Følgende gennemgang forudsætter, at du er højrehåndet og kaster baghånd, og at du afleverer frisbeen med nogenlunde fladt udgangspunkt. For venstrehåndede spillere er det hele omvendt.

En understabil disc trækker i begyndelsen af svævebanen mod højre, hvis den slippes med høj udgangshastighed. Dette modvirker discens naturlige tendens til at dreje mod venstre i et højrehåndet baghåndskast.

Understabile discs mere følsomme overfor høj udgangshastighed end stabile og overstabile discs. De understabile discs vil flyve mere stabilt og overstabilt ved lavere udgangshastigheder. For at få det meste ud af de understabile egenskaber, skal du altså kaste kunne kaste discen rimelig hårdt.

En stabil disc flyver nogenlunde lige i hele svævefasen, hvis den slippes fladt.

Derfor er stabile og lettere understabile golfdiscs lettere at kontrollere og kaste lige med.

En overstabil disc har nemmere ved at trække mod venstre i sin flyvebane ved både høj og lav udgangshastighed. Det betyder, at hvis du som højrehåndet kaster baghånd, så skal du kompensere for discens tendens til at trække endnu mere mod venstre, ellers får du en træls overraskelse, når dit kast er blevet meget skævt.

Du kan kigge på discens flyveegenskaber for at finde ud af, om en disc er overstabil eller understabil. Det står også ofte i beskrivelsen af frisbeen, og du kan aflæse det under turn for flyveegenskaberne.

<img src="/generated/assets/images/blog/vaelg-golfdics-til-discgolf-essence-discimport-800-9664a6e97.png" alt=""golfdisc til discgolf med flyveegenskaber"" srcset="/generated/assets/images/blog/vaelg-golfdics-til-discgolf-essence-discimport-400-9664a6e97.png 400w, /generated/assets/images/blog/vaelg-golfdics-til-discgolf-essence-discimport-600-9664a6e97.png 600w, /generated/assets/images/blog/vaelg-golfdics-til-discgolf-essence-discimport-800-9664a6e97.png 800w, /generated/assets/images/blog/vaelg-golfdics-til-discgolf-essence-discimport-1000-9664a6e97.png 1000w">
Sådan er beskrivelsen hos mange forhandlere. I beskrivelsen står der at denne Essence fra Discmania er understabil, og du kan se discens flyveegenskaber. Her kan du aflæse, at turn står til -2, så den er understabil. Det betyder også, at den er fornuftig til begyndere, som du kan læse længere nede

Du kan bruge din viden om discens stabilitet til følgende, når du spiller:

  • I blæsevejr er det lettest med en overstabil-stabil disc. Den overstabile golfdisc bevarer sine flyveegenskaber bedre i vinden. Den understabile golfdisc har ikke den samme modstand til at bekæmpe vindens påvirkning af flyvebanen.
  • Uden vind er en understabil disc lettest at kaste med. Hvis der ikke er så meget vind på banen, så er de understabile discs lettere at kaste med.

Hvilken discs skal jeg vælge til putt og indspil?

Putt & indspil discs eller puttere er også understabile eller overstabile. De er imidlertid ikke designet til at flyve så langt, så deres stabilitet kommer ikke så meget til udtryk som ved driverne.

putter i spil under discgolf
En putter i spil. Den bruges til de kortere indspil og når discen skal ramme kurven.

Hvilken putter du skal vælge afhænger meget er personlige præferencer. Hvis du bruger din putter over længere afstande, så skal du naturligvis tage højde for stabiliteten også.

Der er rigtig mange forskellige populære puttere. Aviar fra det velkendte mærke Innova er en af de populære puttere, men der findes også mange andre modeller.

Mikael Birkelund Jensen-Johansen fra Discimport anbefaler fx også modellerne Pure, P2, Rainmaker, Luna og Link, hvis du gerne vil have en god og træfsikker putter.

Hvilken driver skal jeg vælge?

Drivers er dem der bliver påvirket mest af flyveegenskaberne. Her skal du altså virkelig overveje om du har brug for en overstabil eller understabil disc til dine kastefærdigheder og mål med spillet.

Egenskaberne træder tydeligst frem i driverne, når du har en god teknik og kan kaste hårdt nok. Hvis du ikke har trænet hverken teknik eller kraft i dine kast, så tjek afsnittet nedenunder med råd til begynderen.

Hvilke plasttyper skal jeg gå efter?

Der findes mange forskellige plastyper. Plasttyperne har forskellige egenskaber, hvilket gør at de enkelte discs kan få fordele i bestemte situationer på banen. De fleste forhandlere gør det relativt enkelt at vælge plasttype.

Hvis du er begynder, så behøver du ikke tænke så meget over plasttypen. Der er flyveegenskaberne noget vigtigere, men farven har faktisk også betydning for dit valg. Læs videre for at finde ud af hvorfor.

Hvilken farve skal jeg vælge?

Du skal vælge en farve på din disc som er til at finde igen. Når du sidder og kigger på de forskellige discs, så bliver du måske forblændet af udseendet på de forskellige discs.

Men når du er ude at spille på banen, så har du behov for let at kunne finde din disc igen. Det betyder, at hvid, gul, orange, rød og blå er noget lettere at finde end fx sort og grøn.

Farven på dine discs er således vigtigere end du lige tror, for mange baner vil have lidt høj græs eller buskads, hvor discen havner oftere end du har lyst til det.

Hvilken vægt skal jeg vælge?

Hvilken vægt du skal vælge til dine discs er i høj grad et spørgsmål om præferencer og evner. Tungere discs er sværere at styre, og generelt flyver de tungere discs kortere sammenlignet med lettere discs. De lettere discs er omvendt lettere at styre og flyver generelt længere, når de kastes.

Vi anbefaler at du kigger på discs, der har en vægt på 165-180 gram til voksne børn over 12 år. Hvis du er under 12 år eller ældre, der ikke kaster med så meget kraft, så kan du kigge efter discs, der vejer omkring 140-165 gram.

Hvilken disc skal jeg vælge som driver som begynder?

Nu skulle du gerne være klædt bedre på til at vælge en disc som begynder. Det er særligt valget af driver, der kan have betydning for begynderen.

Her er et par hovedregler, som gør det lettere for dig som begynder at tage et valg.

  • En let disc er lettere at kaste med. Desto lettere en golfdisc er, desto lettere er den at kaste med. Du skal ikke bruge så mange kræfter som en tungere golfdisc.
  • En stabil-understabil disc er lettere at kaste lige med. Den stabile-understabile golfdisc modarbejder discens naturlige tendens til at dreje mod venstre (for en højrehåndet kaster) og kan derfor være lettere at kaste lige. Dette gælder særligt i nogenlunde vindstille vejr.

Jeg anbefaler derfor nybegyndere at vælge lette, understabile discs. Der findes ingen begynderdiscs, men nogen golfdiscs er lettere at kontrollere end andre discs. Derfor laver en del af forhandlerne også begyndersæt til discgolf, som du kan starte med.

Hvor kan jeg købe frisbees til discgolf?

Discgolfsporten er i rivende udvikling. Det betyder, at der er mange forhandlere af golfdiscs. Du kan købe frisbees i både købe sportsbutikker, dedikerede butikker til sporten og online.

  • Discimport.dk var den første onlineshop til frisbees og discgolf. For nylig har de udvidet med fysiske butikker også. Du kan læse mere på discimport.com.
  • Discshoppen.dk er en anden onlinebutik, hvor du kan købe udstyr til frisbeesporten. Tjek deres hjemmeside. Hvis du har brug for et stort udvalg, så skal du dog vælge Discimport.dk.

Læs: Online butikker med discgolf som speciale

Ofte stillede spørgsmål om golfdiscs

Hvor mange disctyper findes der?

Der findes fire typer golfdiscs. Vi har distance drivers, som bruges til lange kast. Fairway drivers bruges til de mellem-lange drives). Midrange discs bruges til kortere drives og de lidt længere indspil. Putt og approach discs bruges til korte indspil og putts.

Hvad er de bedste discs for en begynder?

Hvis du er ny i discgolf-sporten, så vil du gerne have nogle golfdiscs, som er lette at kaste med. Du bør vælge en relativt let disc på 165-180 gram, som er understabil (dvs. har et lavt turn-tal). Mange forhandlere tilbyder begyndersæt, som er velegnet til nybegyndere at kaste med.

Hvad betyder udtrykkene overstabil, stabil og understabil?

En golfdiscs stabilitet refererer til discens flyveegenskaber. Hvis du laver et højrehåndet baghåndskast med høj hastighed, så vil en understabil disc have en tendens til at dreje lidt mod højre i starten. En stabil disc vil flyve mere lige ud. En overstabil disc vil trække mod venstre i starten både ved høj og lav udgangshastighed. Det har særligt betydning for discens svæveegenskaber, da de fleste discs vil fade lidt mod venstre til sidst.

Konklusion

Nu hvor du ved lidt mere om de forskellige typer golfskiver, og hvad du skal kigge efter, når du vælger en, burde det være lidt lettere at træffe en beslutning.

Husk at tage hensyn til din kasteevne og vejrforholdene, inden du foretager dit køb. Hvis du stadig er usikker på, hvilken disc der er den rigtige for dig, kan du spørge en erfaren spiller eller forhandler om.

Når du har valgt dine frisbees, så har du måske lyst til at dykke lidt ned i hvordan du kaster en frisbee.